Sovende rejsebureau konkurs

Mosaik Travel i København blev tirsdag i sidste uge erklæret konkurs af Sø- og Handelsretten; dekretet fra Skifteretten blev først offentliggjort i fredags. Der er ingen information om krakket på Mosaiks hjemmeside.



Mosaik Travel, der ville sælge rejser til Tunesien, er med i Ole Egholms nye analyse af økonomien i Danmarks 152 største rejsebureauer sidste år. Den årlige analyse udgives af hans firma, Dansk Brancheanalyse.



”Bureauet var alene med i analysen, fordi Mosaik Travel i sit regnskab for sidste år oplyste, at det havde et tab på over 1 mio. kr. Det var mig bekendt slet ikke begyndt at sælge rejser – men, ja, det er et godt spørgsmål, hvordan man kan tabe en mio. kr. uden at have solgt rejser. Det giver Mosaik Travels regnskab dog ikke svar på,” sagde Ole Egholm søndag til Take Off.



Med Mosaik er nu otte danske rejsebureauer krakket i år: Uptours fra København, Aaby Rejser i Løkken, Flying Office/Flynet i Ringsted, Vesterf (tidl. Krone Rejser) i København, incomingbureauet Viewpoint Communication i København, (det fortsatte under navnet Viewpoint Travel Scandinavia), Inter-Lat Travel fra København samt Festival Tours ved Århus; sidstnævnte blev overtaget af rejsebureauet Store Verden fra Tjæreborg.





HB

Skrevet af