Fyringer i SAS Danmark på vej

Her oplyste han, at flyselskabet over de næste tre til seks måneder vil omlægge produktionsapparatet og visse ruter, hvilket indebærer, at der fremover satses mere på SAS Sverige og SAS Norge, der har været langt mere stabile.

”Jeg ved ikke, hvor store reduktioner, der bliver tale om, men der vil blive tale om reduktioner i løbet af de næste tre til seks måneder. Men situationen tvinger os til at gøre noget – vi er til for kunderne og ikke omvendt”, sagde en tydeligt vred Mats Jansson.

Strejken får også direkte indflydelse på den strategiplan, som SAS-ledelsen havde varslet ville komme i midten af maj. Strategiplanen ventes nu først at komme i juni måned.

”Efter de her strejker er der behov for, at vi nu gennemtænker situationen nøje. Fokus skal være på, at SAS er et ansvarligt foretagende med et ekstremt kundefokus, og derfor vil vi ikke længere acceptere ulovlige arbejdsnedlæggelser”, sagde Mats Jansson.

Han understregede, at SAS Danmark er stærkt overrepræsenteret med ulovlige strejker, når man sammenligner med flyselskabets øvrige divisioner i Skandinavien. Han kunne dog ikke udtale sig om, hvorvidt strejken har kostet SAS kunder, men at kunderne er stærkt utilfredse, er der ingen tvivl om, mener han.

”Når du går rundt blandt folk i lufthavnen, hører vi, at folk er oprørte over den her konflikt – en utilfredshed, der er større end ved andre konflikter, men jeg kan aldrig acceptere ulovlige strejker, som går ud over vores kunder. Og det her er en stærk reaktion. Det er derfor, vi standser op nu. Det er derfor, vi sætter hælene i – vi kan simpelthen ikke fortsætte sådan”, sagde direktøren.

I følge SAS-chefen har der over de seneste ti år været 73 arbejdsnedlæggelser i SAS Danmark, hvor mindst halvdelen har ramt passagerne.

Skrevet af