Billund får lufthavnshotel

Hotellet, der skal stå klart til april næste år får 104 værelser og bliver på fire etager. Bag Zleep hotelkæden står blandt andet Egon Klitgaard, tidligere direktør for Hotel Legoland. Hotellet skal drives af Nordic Hospitality, mens det københavnske ejendomsselskab Proark skyder 40 mio. kr. i opførelsen. Et værelse vil koste 495 kr. for en overnatning.

Anders Nielsen, servicechef i Billund Airport: ”Det nye hotel hænger godt sammen med terminalbygningen rent arkitekttonisk, samtidig med, at gæsterne enten kan bruge et stisystem eller den interne bus til at køre til og fra hotellet.”

Hotellet vil udover de 104 værelser bestå af morgenmadsrestaurant, lounge og receptionsområde, hvor der også er mulighed for at købe diverse forfriskninger, snacks og måltider. Zleep Hotel Billund bliver et af tre nye hoteller som Zleep Hotels åbner i 2007, hvorefter den danske kæde består af 5 hoteller. Udover Billund får både Aalborg og Ballerup et Zleep Hotel i 2007. Kæden ønsker fortsat at ekspandere med flere hoteller, og søger blandt efter det rigtige projekt i Århus.

Nordic Hospitality ejer også to feriehoteller i Roskilde og ved Vesterhavet, og desuden har man netop overtaget det tidligere Hotel Australia i Vejle. Zleep Hotels er et nyt budgethotel koncept.

”Zleep konceptet er udviklet for rejsende, som har behov for at overnatte på et rent, pænt og komplet hotel, men som ikke vil betale for serviceydelser, som de ikke bruger. Derfor har vi fjernet de fordyrende funktioner, der er på et traditionelt hotel. Vi har ingen telefon på værelserne, buksepressen er afskaffet, minibarerne har vi samlet i en automat ved receptionen, og restaurant og bar har vi ikke, men der ligger et alternativ i vores lokalområde, siger direktør Peter Haaber.”

Skrevet af