SAS dropper ud af arena- navn i Herning

I USA bærer mange af de store haller og arenaer navne efter flyselskaber, som har været med til at finansiere dem. Et godt eksempel er United Airlines i Chicago, hvor multihallen til ishockey og basket bærer flyselskabets navn.



I Danmark gik SAS for godt fire år siden med og navngav det store stadionanlæg ved Messecenter Herning for SAS Arenaen – og betalte prisen for det.



Til sommer udløber kontrakten, og den vil ikke blive fornyet, oplyses fra Herning. Og klubben med det mærkelige udefinerlige navn, FC Midtjylland, som egentlig burde hedde Herning- Ikast (som to gode, gamle fodboldbyer) skal nu ud efter et nyt brand til stadion. Eller rettere Messecenter Herning, der ejer anlægget skal ud at finde ny sponsor til navnet.



SAS har ikke officielt meddelt, hvorfor man trækker sig. Sidst Take Off spurgte salgs- og marketingdirektør Lars Bording om, der var planer om at droppe ud af aftalen med dansk fodbold om SAS-ligaen, var svaret nej.



Om det også gælder i dag, er et godt spørgsmål i en sparetid.

-ejv


Skrevet af