København fortsætter som knudepunkt i SAS

I slipstrømmen fra debatten om fremtiden med SAS har både politikere og fagforeningsrepræsentanter luftet muligheden for, at SAS ville rykke mere trafik til Stockholm og på den måde være med til at udvande Københavns Lufthavns betydning som internationalt hub (knudepunkt) i Skandinavien.



Det ville alt andet lige være dybt ulogisk i betragtning af den geografiske beliggenhed. Den eneste fare synes nu at være, at SAS ikke kommer i mål med den ultimative plan, fordi fremtiden da tegner uvist for en af landets største arbejdspladser.



“Det har vi overhovedet ikke talt om, ” sagde vicekoncernchef og adm. direktør for SAS Airlines, John Dueholm (foto), i går i Stockholm til Take Off. “Man flytter jo ikke en virksomhed væk fra kunderne. De skulle gerne få endnu bedre service.”



Han fortsætter: “Vi går nu i gang med noget, jeg tror, bliver både fornuftigt og acceptabelt. Først skal vi i gang med forhandlinger om spareplanen i alle tre lande. Derefter skal vi til enhver tid bruge den billigste produktion, men det betyder ikke, at skal have fremmed arbejdskraft udenfor Skandinavien eller, at vi er i gang med en straffeekspedition mod de danske ansatte. De har helt de samme muligheder, som deres svenske og norske kolleger.”



Tror du selv på, en sådan spareplan som en lønnedgang på 20 procent for det flyvende personale?



“Ja, det gør jeg faktisk, fordi mine samtaler både med ansatte og faglige repræsentanter viser en dyb forståelse for, hvor slemt det ser ud i luftfarten i dag med stribevis af selskaber sammenlignelige med SAS.



Og lad mig så lige slå fast, at der ikke er tale om en lønnedgang på 10 til 20 procent, men en nedgang i udgifterne på 20 procent. Det er kombination af løn, pension, produktionsforbedring, forsikringer, honorarer, hoteludgifter, transport og meget andet. Hvordan fordelingen bliver skal vise sig.”



Er der nogen deadline?



“Som Mats Jansson netop har sagt skal det gå hurtigt. Nu finpudser vi et oplæg de næste 14 dage, og så starter vi kollektivaftalerne. Piloternes er udløbet og kabinens udløber til april næste år.”

-ejv




Skrevet af