Kommentar: Fejl adresse Nicolas Fischer

Næppe havde vi overstået koncernchef Mats Janssons bemærkninger i Inside SAS om gladiatorkamp med fagforeninger, før tillidsmand, den velskrivende Nicolas Fischer, i dag i Berlingske Business er ude med et utraditionelt budskab.



Det er aktieanalytikernes skyld, at der blev tale om frasalg som det eneste rigtige. Mediernes skyld, at der er en strejketrussel. Og det er de to tidligere koncernledelser, læs Jan Stenberg og Jørgen Lindegaards skyld, at der ikke har været et godt samarbejde med fagforeningerne.



Nu ligger det den, der skriver disse linier fjernt at forsvare analytikere som tidligt og silde bliver spurgt om deres mening om luftfart og SAS, men det er jo i hvert fald pressens egen skyld.



Når Nicolas Fischer skriver, at pressen advarer mod strejker op til 5. februar, så er det jo en kendsgerning, at det var Nicholas selv som igen, igen luftede muligheden for strejke, hvis ikke personalet fik sin vilje.



“Medierne fokuserer på de spændende konflikter for at skærpe opmærksomheden,” noterer han.



Det ville medierne næppe gøre, hvis ikke personalet mere end antyder, at de ikke agter at finde sig i endnu et nederlag. Selvforskyldt.



Bemærkningen om tidligere ledelse: “Samtlige fagforeninger i SAS har tilsluttet sig ideen om en kulturel turnaround (læs nul strejker), og vi er sammen med ledelsen i gang med at etablere det samarbejde, som de to tidligere ledelser systematisk fjernede.”



Der er dog noget af en påstand, når vi fik den ene strejke efter den anden, så snart der var noget, der gik personalet imod. Til trods for, at det efterhånden må være gået op for alle, at uden en besparelse på 20-25 procent i forhold til konkurrenterne, går den ikke i længden.



Nicolas Fischer retter smed for bager i dagens artikel. Og slutningen er lige til at tage lommetørklædet frem over: “Heldigvis er SAS velsignet med enestående loyale medarbejdere. Siden 2001 har vi hjulpet SAS med at spare 14 milliarder kroner.”


Skrevet af