Diktatorsøn bor på københavnsk luksushotel

Hannibal Gaddafi, søn af Libyens diktator, bor i Danmark, mens han læser på den engelsksprogede del af Handelshøjskolen – Copenhagen Business School. Hans logi svinger ifølge Ekstra Bladet mellem et paladsagtigt hus i Gentofte – og præsidentsuiten på det 5-stjernede Marriott-hotel i København til 18.000 kroner i døgnet. Her har han ifølge avisen boet i ”mange måneder.”



Anette Ravn Jensen, salgs- og marketingsdirektør på Marriott København, siger til Take Off, at hotelkæden ikke udtaler sig om hvilke gæster, hotellet eventuelt har boende.



Livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) beskytter den 28-årige diktatorsøn ligesom han har medbragte livvagter. Diktatorsønnen hører ifølge Ekstra Bladet ikke til blandt Allahs bedste børn og er berygtet for bl.a. en række skandaler og voldelige overfald. I forrige uge, skriver avisen, gennembankede han sin modelkone under et heftigt skænderi i Paris.



PET er ikke forpligtet til at beskytte Hannibal Gaddafi, da han ikke er statsoverhoved. Efterretningstjenesten gør det af fri vilje for at forhindre, at diktatorsønnen bliver bortført eller likvideret, mens han er i København.

Skrevet af