Hvis den politiske situation i Burma ændrer sig, vil Burma stå højt på listen over danskernes foretrukne rejsemål. Landet har en rig kultur, storslået natur, en gæstfri befolkning, fantastiske strande og ligger som umiddelbar nabo til Thailand, der har op mod 100.000 danske feriegæster denne vinter.
Det er først og fremmest de mindre rejseselskaber, der er ivrige efter at udbyde rejser til Burma. Et af dem er Nyhavn Rejser, hvor adm. direktør, Lars Mathiasen, holder godt øje med situationen i landet i disse dage.
”Vi har skaffet kontakter og underleverandører i Burma, så i princippet kan jeg trykke på knappen, dagen efter militærdiktaturet falder. De, som ikke har gjort sig overvejelser om Burma, hvis militærdiktaturet falder, kender ikke området godt nok. Potentialet er enormt,” siger han.
Store spillere som Star Tour og MyTravels er enige i, at potentialet er stort, men de forholder sig mere afventende og fokuserer på sikkerheden i landet.
”Det vil være et rigtig godt land at starte op i, og vi mangler destinationer i det område, da Thailand efterhånden er godt booket op. Hvis der falder ro over landet, og Udenrigsministeriet ikke længere fraråder at rejse dertil, vil vi klart overveje det. Men det kræver, at Udenrigsministeriets rejsevejledning går fra rød, og ikke bare til gul, men til grøn, som betyder, at der ingen fare er for turister i landet,” siger Stig Elling, Star Tour. Han understreger, at det lave prisleje gør, at rejserne vil kunne tilbydes til en fornuftig pris, hvor de fleste danskere vil kunne være med.
(Børsen, d. 9. oktober, 2007)