Kommentaren

Den afgående adm. direktør for CPH, Niels Boserup, er åbenlyst ikke i tvivl om, hvorfor CPH er dumpet fra pladsen som nummer 19 til nummer 74 i Berlingske Nyhedsmagasins årlige imageundersøgelse blandt danske erhvervsfolk. Sidste sommers kaos bar skylden og ansvaret var CPH`s eget. Også selv om medarbejdergrupper udnyttede situationen til at lægge pres på ledelsen. Men det er selvfølgelig altid en direktions ansvar, hvis virksomheden ikke fungerer.



Derimod ville man næppe have kunnet holde på Sterling, der har bekendtgjort, at tanken er, at kun 30 pct. af selskabets fly skal lette fra København.



Det islandsk ejede selskab føler ikke nogen speciel veneration for Danmark og de danske lufthavne. Tværtimod er der opstået et gabende tomt hul i lavprismarkedet i Sverige. Det vil Sterling udnytte. Tanken er, at svenskerne skal lægge landingsbane til 45 pct. af Sterlings program i 2010.



Lufthavnens anden akilleshæl udover Sterlings svenske planer er SAS-fagforeningernes løbende, overenskomststridige arbejdskamp, der hyppigt har bidraget til masseaflysninger.



Det vigtigste er at sikre, at servicen over for både forretningsfolket og turister fungerer optimalt.



Det er Københavns Lufthavn ved at få greb om. Det handler både om tilstedeværende af tilstrækkeligt personale og en helt generel serviceindstilling.



Om få uger åbner en ny sikkerhedskontrol til 22 mio. Det vil også betyde et stort fremskridt, selv om man selvfølgelig ikke skal underkende risikoen for indkøringsproblemer. Det er jo moderne teknologi.



Og direktionen i SAS Danmark har håndfast markeret, at nu tåler de ikke mere vrøvl med personalet.



Det kan godt være, at det fører til mukkeri i nogle af krogene i SAS, men til gengæld vil det overraske, hvis der kommer nye arbejdsnedlæggelser i en overkommelig horisont. Selv CAU har jo bekendt sig til spillereglerne. Unægtelig et fremskridt, hvis det holder.



Men samlet set vil det betyde, at CPH har nået sin bundplacering i imageundersøgelserne.



Det er jo en gammel sandhed, at det kan tage lang tid og vise sig besværligt at kravle til tops, men tilsvarende kan man på rekordtid igen ryge ned af bjerget.



Derfor vil man næste år opleve, at CPH vil klare sig langt bedre end i år. Men det vil sandsynligvis tage flere år, før tumulterne i 2006/07 vil gå i glemmebogen. Og før Københavns Lufthavn – som vi på alle måder har grund til at være stolte af – igen er på top 20.


Skrevet af