Vi skal gøre det bedre for Danmarks krydstogtgæster

Danmark kan ikke være bekendt, at en så vigtig industri som krydstogter, skal lide under problemer med indcheckning, ventetider og bagageproblemer i Københavns Lufthavn. Bliver det ikke bedre må byen se i øjnene, at den dropper ned på den internationale krydstogtsliste og bort fra prisen i fjor, som Nordeuropas bedste krydstogtshavn.



Tilsyneladende er der vild uenighed om, hvordan ventetiden skal fordrives fra et krydstogtskib ankommer om morgenen, til flyet afgår ud på eftermiddagen. Derimod burde der ikke være problemer for de amerikanske gæster, idet disse fly alle afgår fra Københavns Lufthavn inden frokostpausen.



Nogle flyselskaber vil ikke åbne for check-in før et par timer før afgang, og så tvinges de sagesløse krydstogtpassagerer til at tage på en eller anden “holde i- gang-nu- skal- I- bare-se”- udflugt. De kan nemlig ikke komme af med deres bagage, så de bare kunne tage en afslappet tur i Tivoli, for eksempel.



“Jeg synes heller ikke det er ideelt, og vi er opmærksomme på problemet og villige til at hjælpe. Jeg vil da heller ikke afvise, at vi kunne være med økonomisk i det rigtige projekt., ” siger kommunikationsdirektør Henrik Jørgensen (foto) til Take Off.



“Men,” tilføjer han “alle skal gå sammen, rederierne, Københavns Havn, incoming-operatørerne og flyselskaberne. Vi var ved at komme i gang i fjor med indcheckning direkte fra skibene, men det er kaptajnerne, der afgører om det kan lade sig gøre. Og det er ikke stabilt nok. I Københavns Havn kunne der måske skaffes muligheder, og derfra plomberede vogne til flyene. Der arbejdes på at forbedre til næste år.”



Problemet er klassisk i stort set alle krydstogthavne. Opbevaring af bagagen, indtil flyafgang. Spørg bare i Miami. Men derfor kan København jo godt gå i spidsen.

-ejv


Skrevet af