Hård konkurrence går ud over sikkerheden i SAS

Referater fra interne møder i de skandinaviske sikkerhedsmyndigheder dokumenterer, at SAS gennem mere end fem år har haft alvorlige sikkerhedsproblemer, der gentagne gange har bragt passagererne i fare.

Det fremgår eksempelvis, at problemerne med Dash 8-Q400-flyet blev opdaget af myndighederne, lang tid før det første havari fandt sted 9. september i år.
Allerede i april sidste år havarerede et Dash 8-fly i Kalmar i Sverige. Årsagen var primært en motorfejl ved flyet – og så at SAS-piloten ikke fulgte den gældende checkliste.
Direktørerne for de skandinaviske luftfartstilsyn samledes 9. oktober sidste år og diskuterede de mange fejl ved Dash 8-flyet. Den motorfejl, som var årsag til havariet i Kalmar, var nemlig indtruffet tre gange tidligere i løbet af tre uger. De konkluderede, at SAS ikke havde presset producenten, Bombardier, hårdt nok for at få denne og andre fejl løst.
Først herefter gav SAS sig til at presse Bombardier for at få helbredt børnesygdommene, men de tre seneste havarier antyder, at det skete alt for sent.

SAS foretog desuden sidste år 2.300 ulovlige flyvninger, hvor bl.a. motorer ikke var efterset og flyet derfor ikke var luftdygtigt.
Hos Skandinavisk Tilsynskontor (STK) er Karl-Erik Mårtensson chef for den enhed, som fører daglig kontrol med SAS, og han har et bud på, hvorfor problemerne viser sig netop nu.
”Hvis man går fem-seks år tilbage, havde SAS og de øvrige store flyselskaber højere standarder end myndighedernes minimumskrav. Der var lagt ekstra på i alle ender og kanter, så der var et enormt stort spillerum, før de kom i konflikt med myndighedernes bestemmelser. Men i takt med at selskaberne skal være mere effektive, fjerner selskaberne spillerummet, så de præcis lever op til kravene. Alt andet har de ikke råd til, hvis de skal være med i konkurrencen. Marginalerne bliver mindre, og det er ikke specifikt for SAS, men gælder for alle selskaber,” mener han.

Karl-Erik Mårtensson mener, det stiller langt større krav til kvalitetssikring hos SAS.
”Det kræver, at man gennemfører standardiseringer af processer og procedurer så alle ved, præcis hvad de skal gøre, og hvordan det skal gøres,” siger Karl-Erik Mårtensson

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 19. november, 2007)

Skrevet af