SAS vil bare gøre det lettere for kunderne

SAS lancerede i går en prisgaranti, Det betyder, at flyselskabet udbetaler 500 kr., hvis der er en SAS billet på turistklasse på en anden dansk webside til en pris 100 kr. billigere end på SAS.dk.



Det er i sig selv et betragteligt arbejde at finde ud af om det er tilfældet. Da prissammenligningen kun går på SAS` egne billetter, er der altså heller ikke tale om en priskrig med for eksempel Sterling.



“Er det da et spørgsmål om at få folk til at booke direkte uden om bureauerne?”



“Nej slet ikke,” siger salgs- og marketingdirektør Lars Bording til Take Off. “Bureauerne kan jo også bruge garantien til deres kunder. I dag er det sådan, at mange bruger utroligt meget tid på at finde den billigste pris på nettet. Der er et utal af søgemaskiner, og det er ikke altid let at gennemskue deres priser. Derfor lancerer vi prisgaranti,” fortsætter Lars Bording



Først på sommeren var SAS ude med en meddelelse om, at selskabet årligt udbyder 17,8 mio billetter i de tre laveste prisklasser. Dengang hævdede SAS ikke at være billigst, men konkurrencedygtige.

-ejv

Skrevet af