Hong Kong atter fri for SARS

Mandag erklærede FN’s Verdenssundhedsorganisation, WHO, Hong Kong fri for SARS-smitte. På nogle restauranter blev det fejret med gratis champagne, men Hong Kongs administrator, sagde, at selv om der var glæde over WHO’s bekendtgørelse, måtte man ikke glemme de 296, der døde af SARS-epidemien i området: ”Og SARS kan komme igen,” advarede han.



Et af WHO’s væsentligste kriterier for, at et inficeret område kan fjernes fra listen, er, at der ikke er konstateret nye tilfælde i 20 dage, det dobbelte af inkubationstiden for SARS. Tilbage på listen er Beijing, hvor det sidste nye tilfælde blev diagnosticeret 11. juni, Toronto, hvor der blev konstateret et nyt tilfælde 16. juni, og Taiwan, hvor et tilfælde ifølge WHO blev diagnosticeret 19. juni. Beijing er det eneste sted, WHO fortsat anbefaler at holde sig fra.



De udenlandske forretningsfolk ventes snart at rejse til Kina og Hong Kong i samme målestok som før. Men langt de fleste turister har aflyst deres rejser til Kina i år.



Turistindustrien i Hong Kong planlægger nu store fremstød med voldsomme rabatter for at få turisterne til at vende tilbage, og når Beijing formodentlig snart erklæres fri for SARS, vil Kina gøre det samme. Men ingen tror, at der bliver penge at tjene på udenlandske turister i år.

Skrevet af