Politiet vil sigte hotelansatte for rufferi

Chefpolitiinspektør Per Larsen siger til Jyllands-Posten København, at Københavns Politi vil forsøge at få navnene på de involverede receptionister og undersøge, om der er basis for at sigte dem for medvirken til rufferi.



Ifølge Restaurationsbranchens Forbund ser hoteldirektører gennem fingrene med prostituerede i hotelbarer, og karakteriserer sagen som dobbeltmoralsk.

Formand for RBF i København, Lone Søgaard Nielsen, siger til Jyllands-Posten, at RBF tager skarpt afstand fra at dets medlemmerne agerer mellemmænd, men mener arbejdsgiverne har været ualmindeligt dygtige til at vaske hænder oven på afsløringerne i B.T. mandag.



Allan Agerholm, direktør for et af de afslørede hoteller i B.T., Hilton, kender til, at nogle prostituerede forsøger at drive deres forretning fra en hotellounge. ”Men vi tolererer dem ikke på hotellet, og det ved vores ansatte,” siger han. Hilton fyrede med det samme de to medarbejdere, som gerne ville hjælpe B.T. med at formidle kontakt til ludere.



Formand for hotel- og restaurationsbranchens forening, Horesta, i København Jens Zimmer Christensen mener, at RBF-formanden savner belæg for sine udtalelser.

Horesta har indskærpet gældende lovgivning på området over for dets medlemmer via en skrivelse i mandags.



I B.T. siger Line Barfod fra Enhedslisten, at hun vil opfordre Nordisk Råd til at boykotte hoteller, hvor ansatte tjener penge på aftaler med prostituerede.


Skrevet af