Blandede forventninger til Sterling-offensiv

Mens SAS trækker på skuldrene over Sterlings udspil om lavprisflyvninger på langdistanceflyvninger, så mener rejsebureauerne, at det nye koncept vil betyde en omvæltning i forhold til de skandinaviske turisters rejsevaner.
Danmarks største rejsearrangør, Star Tour, er et af de rejsebureauer, som har høje forventninger til Sterlings nye koncept, der bl.a. betyder flybilletter til Florida for 998 kr. inklusive skatter og afgifter: ”Det vil åbne en helt ny vej mod vest for danske og nordeuropæiske turister, der hidtil næsten udelukkende har rejst til Thailand og andre lande i området,” siger salgsdirektør Stig Elling.
Selvom SAS’ priser på flyvninger til New York og Seattle ligger mellem 3.400 kr. og 4.110 kr., tager konkurrenten Sterlings offensiv med ophøjet ro og vælger ikke at reagere på det. Ifølge viceadm. direktør Jens Willumsen vil SAS ikke reagere, før Sterling angriber med ruter til samme destinationer som SAS.
Andre lavprisselskaber som Ryanair og EasyJet har tidligere afvist at flyve langdistance på oversøiske ruter, og af samme grund mener analytiker Jeff Saul, at det er usandsynligt, at Sterling bliver i stand til at præstere store overskud på ruterne til Miami og Orlando i Florida.
(Berlingske Tidende, 23/5)

Skrevet af