SAS mødes med ministre og fagforeninger

Formændene for bl.a. HK/Privat, FTF, 3F og Dansk Metal skal i dag, torsdag til møde hos finansminister Claus Hjort Frederiksen, om situationen i SAS.



På mødet, hvor transportminister Lars Barfoed også deltager, vil bestyrelsesformand for SAS, Fritz Schur, orientere om SAS’ situation, udfordringer og udvikling.

Indbydelsen kommer efter, at fagforeningerne i SAS i juli sendte et nødråb til politikerne om den alvorlige og kritiske udvikling i SAS, skriver Ritzau.



Onsdag meldte SAS, at selskabet landede med et underskud i årets første halvår på ca. 750 mio. danske kroner og må afskedige yderligere op mod 1500 ansatte. Der er desuden planer om at flytte danske job til Sverige, hvor lønnen er lavere.



De fem organisationer repræsenterer et bredt udsnit af medarbejdergrupper i SAS – fra tjek-ind til stewardesser og flymekanikere.


Skrevet af