Sun-Air i vækst

Flyflåden vil blive udvidet med op mod en halv snes jetfly, så virksomheden kan åbne nye ruter fra jyske lufthavne for erhvervslivet, som er de primære kunder. Målet er, at selskabet i 2010 har øget omsætningen med 50 pct.

”Vi har nu en platform med de rigtige fly og en trimmet organisation, så vi kan realisere planerne for en betydelig vækst i de kommende år,” siger Niels Sundberg, der er administrerende direktør og storaktionær i Sun-Air A/S.

Selskabet forhandler om at købe tysk producerede jetfly af typen Dornier med plads til 32 passagerer. Flyene vil efter planen bliver erhvervet i løbet af de kommende år, så de kan tages i brug i fuld udstrækning i 2009.

I flytrafikken har flere aktører været plaget af udsving i de økonomiske konjunkturer og hård konkurrence fra lavpristrafikken. Sun-Air har imidlertid formået at finde en lukrativ niche, så selskabet har undgået de værste problemer.
Selskabet satser på mindre og hurtige fly på ruter, som benyttes af forretningsfolk, som ønsker at komme hurtigt ud og hjem.
”Lavprisselskaberne trækker mange nye passagerer, som kan indrette sig efter vilkårlige afgangstider. Men forretningsfolk vil have direkte og hurtige forbindelser, og det kan vi levere,” konstaterer Niels Sundberg.

Sun-Air har et franchisesamarbejde med British Airways og dette selskabs partnere i flyalliancen OneWorld. Bl. a. flyver Sun -Air masser af passagerer til Helsinki i Finland, hvorfra de flyver videre til det finske selskabs mange destinationer i Asien. Sun-Air har også en rute til Bruxelles, hvorfra de rejsende kan flyve videre med British Airways, når selskabet åbner oversøiske ruter fra den belgiske hovedstad. Det danske flyselskab overvejer også en rute til Madrid, hvorfra det spanske flyselskab Iberia, der er med i OneWorld, har et stort rutenet til Sydamerika.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 14. januar, 2008)

Skrevet af