Milliardtab i dansk turisme

Dansk turisme har tabt otte milliarder i omsætning de sidste otte år, viser en undersøgelse fra konsulenthuset Copenhagen Economics for Turisterhvervets Samarbejdsforum.



Undersøgelsen sammenligner udviklingen i udenlandske overnatninger i Danmark med udviklingen i de andre EU-lande de seneste otte år.



Havde dansk turisme haft en udvikling i turismen, der ligner de fleste andre EU-landes, ville Danmark have haft 14,6 mio. flere udenlandske overnatninger siden 2000. I stedet blev det til en tabt omsætning på 8 mia. kr., siger undersøgelsen.



Ifølge rapporten skyldes det store tab, at rammebetingelserne for turisterhvervet ikke har været gearet til dansk turismes konkurrencesituation.



I langt de fleste EU-lande har der været en stigning i udenlandske overnatninger på knap 10 procent siden 2000. I Danmark, derimod, er antallet af udenlandske overnatninger faldet 6 %.



”De danske turistvirksomheders konkurrenceevne er i dag for ringe i forhold til udenlandske konkurrenter. Vi ønsker ligestilling for energiafgifter, momsafløftning for erhvervsmæssige køb af overnatninger og bespisning, bedre markedsføring og et offentligt-privat samarbejde om at udvikle nye destinationer,” siger Lone Njor Hulth fra Turisterhvervets Samarbejdsforum.



Turisterhvervets Samarbejdsforum består af de fem største brancheorganisationer i dansk turisme, Campingrådet, Danhostel, Feriehusudlejernes Brancheforening, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark og Horesta.



Turisterhvervets Samarbejdsforum holder sammen med Danske Regioner 22. januar konferencen ”Gearskifte i dansk turisme” på Christiansborg for at debattere, hvordan der kan skabes vækst i turisterhvervet.

Skrevet af