Billund Lufthavn kom tungt fra start

I alt benyttede 142.131 passagerer Billund Lufthavn i årets første måned, en tilbagegang på 6,6 %



Udenrigsrutetrafikken gik tilbage med 10,7 % til lige under 79.000 passagerer. Indenrigsruterne tabte 9,3 % og endte på 8.700 passagerer, mens chartertrafikken steg 0,4 % til 53.500 passagerer, oplyser lufthavnen.



Faldet på udenrigsruterne forklares med Sterlings konkurs. Der er dog kommet nogen erstatning for den trafik, der forsvandt med Sterling – og mere er på vej:



Cimber åbnede allerede i november en daglig rute til London Gatwick – og Sun-Air fik i sidste måned to afgange på hverdage til London City Airport.



Snart åbner Cimber Sterling tre nye ruter fra Billund til Malaga, Rom og Nice.

Fra 15. februar bliver der en ugentlig afgang til Malaga, der øges til tre ugentlige fra sommerfartplanens start 29 marts.

Ruten fra Billund til Rom letter 3. marts med to ugentlige afgange, mens der flyves til Nice fra 1. april – også med to ugentlige afgange.



Ligeledes øger Cimber Sterling med endnu en daglig rundtur mellem Billund og London, således at selskabet på hverdage flyver både morgen og aften på ruten.



Samtidig indsætter Cimber Sterling større fly mellem Billund og Oslo på to af dets fire daglige afgange.



Ryanair øger 5. marts til to daglige afgange mellem Billund og London Stansted.



Fragtmængderne fra Billund Lufthavn faldt i januar over 25,3 % til 3.360 tons pga. finanskrisen.



Lufthansa, der har tre daglige flyvninger mellem Billund og Frankfurt, gør det fra i dag nemmere at checke ind

hjemmefra på rejser med Lufthansa fra Billund.



Nu kan selskabets kunder selv printe deres boardingkort inden de tager i lufthavnen. Eller via sin mobil gå ind på Lufthansas hjemmeside og modtage boardingkort som et internetlink på mobilen, der dermed bliver kundens boardingkort.

Skrevet af