Otte timers møde om Dash-fly

I en pressemeddelelse fra onsdagens møde får Bombardier langt hen ad vejen støtte fra det europæiske agentur for luftfartssikkerhed, EASA.



– Alle deltagere konkluderede, at hændelsen omkring et SAS Dash 8-400 den 27. oktober i København ikke fandt sted på grund af en designfejl, og at flyets luftdygtighed er bibeholdt. Agenturet har forstået, at de skandinaviske luftfartsmyndigheder i de kommende dage vil genudstede de luftdygtighedscertifikater, som er relevante for denne flytype, stod der i pressemeddelelsen.



Mødet blandt de tekniske eksperter i Köln varede næsten otte timer og havde kun Dash på dagsordenen.



Fra Danmark deltog repræsentanter for Statens Luftfartsvæsen, der selv var med til at indføre flyveforbuddet efter den seneste SAS-nødlanding i Kastrup. Efterfølgende undersøgelser har fastslået, at der ikke var tale om en typefejl på Dashflyet, som i de lignende havarier i Aalborg og Vilnius for et par måneder siden.



Canadiske Bombardier har med stærk støtte fra de canadiske luftfartsmyndigheder længe talt for deres sag over for EASA, eftersom EU-beslutninger kan få vidtrækkende konsekvenser for canadiernes flysalg.



Heller ikke i sine tidligere udspil har EASA fuldt ud været enig med luftfartsmyndighederne i Sverige, Norge og Danmark.

Skrevet af