Flykunder svigter lavprisbilletter

Nyhedens interesse er forsvundet, og danskerne hamstrer ikke længere lavprisbilletter, så snart flyselskaberne sætter prisen ned, skriver Jyllandsposten.



Sterling har netop afsluttet en kampagne, hvor lavprisselskabet tilbød 180.000 billetter til under 500 kr. Men salget gik ikke nær så godt som tidligere kampagner, hvor billetterne blev udsolgt før tid.



»Vi har solgt godt, vi har også solgt godt nok, men nej, vi har ikke solgt 180.000 billetter,« siger Stefan Vilner, kommercieldirektør i Sterling til avisen..



»Folk falder ikke bevidstløse om af fornøjelse på samme måde, som de plejer, når vi sænker priserne. Der er en øget mæthedsfølelse hos kunderne, og de bliver ikke imponeret over en billig flybillet på samme måde, som de gjorde for et år eller to siden,« siger han.



Hos SAS har man også bemærket, at pengene sidder løsere hos danskerne.



»Vi ser en stigende pris på billetterne,« forklarer Henrik Juul, forretningsanalytiker i SAS.



Den stigende pris har flere årsager, men én af dem er den højkonjunktur, som Danmark for øjeblikket befinder sig i.



»Kunderne efterspørger produkter i den lidt dyrere ende af skalaen. Der er mere fokus på fleksibilitet end på prisen alene,« forklarer Henrik Juul i JP.



Læs også Karsten Madsens kommentar kl. 12


Skrevet af