Weco DSB opsiger 14

Danmarks største forretningsrejsebureau, Weco DSB Travel, har netop opsagt 14 ansatte –5% af medarbejderstaben. Snart outsources WDT’s kontor i Københavns Lufthavn.



”Markedet indenfor forretningsrejser er 10-15% mindre end i fjor. Vi har mistet et par store kunder, og må tilpasse os. Vi gør det i ét hug, så jeg regner ikke med flere opsigelser. Opsigelserne er sket på vort hovedkontor i Bredgade samt vort kontor i Københavns Lufthavn,” siger Weco DSB Travels adm. direktør, Axel Chr. Rasmussen, til Take Off. Han forventer, at bureauet kommer ud med ”et lille overskud” for 2003.


“Vi skar også ned sidste år, men markedsudviklingen blev værre end forventet sidst i 2003 – ligesom vi tabte nogle internationale kunder. Her er vi misundelige på de internationale rejsebureauer her i Danmark, som får kunder via deres organisation…”



Efter de opsagte er fratrådt vil WDT have 250 medarbejdere.



”Hele branchen skar ned sidste år. Det er rigtigt, at det i denne tid går bedre for ferierejsebureauerne, men antallet af forretningsrejser er lavere pga. den økonomisk krise. Erhvervslivet rejser mindre og billigere. Og det tabte kommer ikke tilbage – men nu tror jeg heller ikke det bliver mindre, markedet har nået bunden. Nu er det rådgivning, vi skal satse på, i stedet for blot at udstede en dum billet,” siger Axel Chr. Rasmussen og tilføjer:




”Før bare voksede og voksede vores del af branchen, men de sidste to-tre år er den gået baglæns. Det har vi aldrig prøvet før – og luftfartsindustrien har det generelt meget værre.”



UDDELEGERER LUFTHAVNSKONTOR




Weco DSB Travel ændrer inden for de næste måneder sin bemanding i Københavns Lufthavn. Lige som de andre store erhvervsrejsebureauer har WDT servicekontor i lufthavnens Terminal 3.




”Vi har et meget kompetent-bemandet kontor i Kastrup Lufthavn, men driften er yderst urentabel. Ved at outsource denne funktion og måske gå sammen med andre i lufthavnen er der mange penge at spare,” siger Axel Chr. Rasmussen.



Det er den tidligere CWT’er, Poul Ditlev og hans firma, Travel Support, der skal drive Weco DSB Travels kontor i lufthavnen med bl.a. udlevering af billetter, hvilket primært er, hvad kunderne efterspørger.

Skrevet af