CWT`s konkurrent klar til at tage over i Aalborg

”Timingen er tilfældig; vi rykker ikke ind, fordi CWT forlader Aalborg. Vi var i dialog med Aalborg Lufthavn om lokaler, men havde samarbejde med Muk Travel om billetudlevering Vi har i flere år kigget på Aalborg, hvor vi har mange kunder; bl.a. firmaer som arbejder med Grønland – vi har i 25 år været aktiv med Grønland og har f.eks. rejsebureau i Nuuk.”



Det siger adm. direktør Ole Svendsen fra Vejle Rejser, Jyllands største privatejede erhvervsrejsebureau, til Take Off. 1. august rykker Vejle Rejser ind i afgangshallen i Aalborg Lufthavn, hvor bureauet overtager Carlson Wagonlit Travels lokaler overfor check-in skrankerne.



Vejle Rejser har tre ansatte i lufthavnen – alle hentet fra CWT, Marianne Donbæk, Pia Pilgaard Høyer og Rene Rico Thomsen.



Men Vejle Rejser har skævet til, at der blev en ledig plads, da CWT flyttede til Århus. På Vejle Rejsers hjemmeside står der nemlig bl.a.:



”Nordjylland er særdeles attraktivt, med et hav af små og mellemstore produktionsvirksomheder, offentlige uddannelsesinstitutioner samt servicevirksomheder, der er blandt de mest rejsende i det danske erhvervsrejsemarked. Endvidere har Aalborg pga. Grønlandshavnen tilknytning til det grønlandske samfund med hvilket Vejle Rejser har tætte erhvervsrelationer. Det var derfor et naturligt valg for Vejle Rejser, at etablere sig i Aalborg Lufthavn, da lejligheden bød sig, nu hvor Carlson Wagonlit Travel trækker sig ud af det nordjyske marked.”



35-årige Vejle Rejser har i dag 70 medarbejdere på hovedkontoret i Vejle samt i Nuuk, Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn – men ikke planer om at åbne andre steder, siger Ole Svendsen. Senest overtog Vejle Rejser Dansk ErhvervsRejse fra Dansk FolkeFerie.



”Det kører godt. Vi får stadig nye store kunder,” siger Ole Svendsen – som dog ikke vil sige, hvem de er.



Vejle Rejser er største medlem af Rejsepartnerne, det jyske strategiske indkøbssamarbejde mellem foreløbig fire erhvervsrejsebureauer, nemlig også Holstebro Rejsecenter, Mangaard Rejser og Top Rejser. Sammenlagt omsætter de fire musketerer for over 600 mio. kroner om året.



”Der kan være nye medlemmer på vej til Rejsepartnerne; vi forhandler med nogle som passer ind i billedet for erhvervsrejser,” siger Ole Svendsen.

Skrevet af