Efter en langvarig strid med fagbevægelsen, der i denne måned kulminerede med en arbejdsretssag anlagt af 3F Hotel & Restauration, har ejeren af hotelkæden Guldsmeden fået nok af manglende opbakning fra arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv – Horesta, skriver kæden.
Guldsmedens udfald mod sine egne organisationer skyldes, oplyser kæden, en verserende arbejdsretssag anlagt af 3F Hotel & Restauration, ”der offentligt har anklaget Hotel Guldsmeden for en række – fiktive – forhold, bl.a. brug af illegal arbejdskraft fra Østeuropa, moms- og skattesvindel, trusler og underbetaling. Anklagerne er blevet påvist grundløse, og 3F er blevet pålagt at distribuere et dementi til alle medier, som har været blandet ind i sagen. Alligevel har hotelkæden ikke følt sig bakket op af DE og efterfølgende DA.”
”Rådgivningen, vi gennem de seneste år har modtaget fra arbejdsgiverorganisationen, er gået efter devisen: ’Betal og hold mund – man kan ikke vinde over fagbevægelsen.’ Det er beskæmmende, at man som erhvervsvirksomhed med ansvaret for hundredvis af danske arbejdspladser, der altid har bestræbt sig på at følge lovgivningen til punkt og prikke, gang på gang oplever, at det tilsyneladende er vigtigere for arbejdsgiverorganisationerne at bevare det gode forhold til fagbevægelsen, end at hjælpe sine medlemmer,” siger Sandra Plesner Weinert (foto), ejer af Hotel Guldsmeden.
”Vi har hyret egen advokat for at være sikre på at have en repræsentant, der helt repræsenterer os. Gang på gang har Dansk Erhverv har opfordret os til at indgå aftaler og forlig med fagbevægelsen i forhold, hvor vi har overholdt overenskomsten. Bare for at få fred. Holdningen er, at ’sådan gør alle i branchen.’ Som arbejdsgiver i hotelbranchen er der jo ikke andre steder, man kan organisere sig end hos Dansk Erhverv/Horesta, så når denne organisation ikke varetager sine medlemmers interesser, føler man sig jo tvunget til at bøje sig,” siger Sandra Plesner Weinert og tilføjer:
”Selvfølgelig har vi begået mindre, administrative fejl, men de er altid omgående blevet rettet – og vi har aldrig bevidst brudt dansk lovgivning. Hotel Guldsmeden har været forfulgt af fagbevægelsen, siden virksomheden blev forhåndsgodkendt til ansættelse af østeuropæisk arbejdskraft i 2006. Og hvis vi fremover må kæmpe uden støtte fra arbejdsgiverorganisationerne – ja, så gør vi det.”
Fordi sagen, der refereres til, stadig verserer i Arbejdsretten, kan hverken Dansk Erhverv eller Horesta udtale sig.
Tagget med: Dansk Erhverv Guldsmeden Horesta