Danmarks største hotelinvestering vokser i Ørestaden



”Da vi i 2000-2001 opførte Hilton Copenhagen Airport, kostede hvert værelse i snit 1,5 mio. kr. I dag er priserne nogle andre – samtidig koster det mere at bygge opad. Med 85 meter og 25 etager bliver Crowne Plaza dobbelt så højt som Hilton Copenhagen Airport og tre gange højere end Marriott i København,” siger tidligere direktør for Hilton Copenhagen Airport, Allan Agerholm, adm. direktør og medejer af CPH Hotel Management til Take Off og tilføjer:



”Men det er omsætningsskabende kvadratmeter. Alene ballroomet på Crowne Plaza bliver næsten tre gange større end Hiltons og Marriotts og kan bl.a. bruges til store produktlanceringer og Danish Travel Awards.”



Crowne Plaza bliver officielt 4-stjernet, men får et 5-stjernet niveau. ”Med kun 4-stjerner giver hotellet adgang til andre markeder,” siger Allan Agerholm.



Crowne Plaza Copenhagen Towers på næsten 29.000 m2 er Danmarks største hotelinvestering til ca. 800 mio. kr., det bliver med sine 366 værelser og suiter et af landet største hoteller når det åbner i efteråret 2009 og rummer et af Københavns største konference- og kongrescentre på 3.500 m2 med plads til 800 gæster.



”Vi vil sætte ny standard for, hvordan et dansk 4-stjernet hotel skal indrettes. Ud over nytænkende designdetaljer, bestræber vi os på at bygge skoleeksempel på et miljøvenligt og bæredygtigt hotel,” siger Allan Agerholm.



Crowne Plaza Copenhagen Towers bliver drevet af CPH Hotel Management under 20-årig franchiseaftale med Inter Continental, verdens største hotelkæde. Alene Crowne Plaza kæden tæller i dag 299 hoteller med 118 nye hoteller under opførsel.



HB


Skrevet af