Sterling-chef: Lavprismarkedet tilpasser sig

Salgs- og marketingdirektør i Sterling, Stefan Vilner, mener ovenpå onsdagens udmeldinger fra SAS og Maersk Air, at den store lavpriskrig i luften nu er ved at finde sin ende, og at de forskellige lavprisaktører finder hver deres markedsplatform: ”Nu forsvinder Snowflake fra markedet, Maersk Air begynder at orientere sig mere mod forretningsdestinationer frem for feriedestinationer, og EasyJet drosler formentlig ned, så de måske kun har deres London-afgang tilbage” siger han. Dermed vil Sterling være stort set alene tilbage på de traditionelle ferie-lavprisdestinationer som Nice, Alicante og Malaga. ”Min påstand er, at efter gårsdagens udmeldinger fra Maersk og SAS er udsigten til, at én af aktørerne må opgive, rykket længere væk” fortsætter Sterling-chefen.
Men dén tese modsiges af Finn Øelund, topchef i Maersk Air: ”Vi har absolut ingen planer om at opgive solskinsdestinationerne, og kampen om kunderne vil derfor fortsætte på de ruter, hvor der nu er konkurrence” siger Finn Øelund. Han undrer sig øvrigt over konkurrenten Sterlings egen udmelding om, at flyene er fyldte, samtidig med at priserne sættes yderligere ned.

Skrevet af