I alt havde Danmarks næststørste lufthavn sidste år 2.546.856 passagerer. Største passagergruppe var på udenrigsruterne, som stod for 1,4 mio. af de rejsende.
Væksten på udenrigs fortsatte i 2008 – frem til Sterlings konkurs 29. oktober. Men lufthavnen er optimistisk for 2009, hvor der kommer flere nye ruter.
Cimber åbnede i november en ny rute til London Gatwick – og fra 19. januar starter Sun-Air to gange dagligt på hverdage til London City Airport. Ryanair udvider 5. marts til to daglige afgange mellem Billund og London. Dermed er kapaciteten mellem Billund og London tilbage på niveauet, da Sterling fløj.
Cimber Air får flere ruter fra Billund, 15. februar åbnes en rute til Malaga og 3. marts til Rom. Og både Cimber og Ryanair forventes at åbne flere ruter i år fra Billund.
Billunds top 10 på udenrigsruterne var i 2008: Amsterdam, London, Oslo, Frankfurt, Alicante, Paris, Milano/Bergamo, München, Girona (Barcelona) og Dublin.
Amsterdam er Billunds absolut største destination med godt 240.000 passagerer.
Chartertrafikken havde sidste år 5 % færre passagerer – tallet endte på ca. 968.000.
De 10 mest trafikerede charterdestinationer fra Billund var i fjor: Antalya, Las Palmas, Mallorca, Kreta, Tenerife, Rhodos, Hurghada, Burgas, Dalaman og Cypern.
Indenrigstrafikken udgør 5 % af Billunds samlede trafik. Trafikken til København steg små 13 % sidste år.
Tagget med: Billund Lufthavn Cimber Gatwick Ryanair Sun-Air