Sabre fletter teknologi med Yahoo

Af Lars Milbæk



Sabre har haft nordisk premiere på sit nyeste internetprodukt, MySabre. Udgangspunktet i MySabre er Sabre egen GDS-teknologi, mens nytænkningen ligger i samarbejdet med Yahoo. Den nye partner, der er mest kendt for sin søgemaskine og andre services på nettet, har stået for udviklingen af booking-portalen og den tilhørende sideopbygning.



Idéen med det webbaserede værktøj er at kombinere de ”traditionelle” GDS-produkter (fly, billeje, hoteller, krydstogter og tog ) med sideindhold fra rejserelaterede websites og øvrige leverandører, så det i det daglige arbejde fremstår som en helhed.



”Kernen i MySabre er den intelligente teknologi, som gør det muligt for sælgeren at forblive på samme website hele tiden. Dermed mindskes behovet for at gå andre steder hen på nettet og booke produkter, som sælgeren er mindre kendt med,” siger Dawnne Unger, Sabre Travel Network’s nordiske chef, der mener at det nye produkt vil øge salgskapaciteten hos den enkelte sælger betragteligt og give en forøget produktivitet.



I første omgang skal bureauer der benytter bookingværktøjerne Sabre Net Platform og eVoya flyttes over på MySabre. På sigt skal det nye produkt bruges af samtlige bureauer, der ikke benytter det skræddersyede Turbo Sabre.

Skrevet af