Rejsebureauer langt efter sidste års omsætning

”Værdien af danske rejsebureauers salg af traditionelle flybilletter ligger 16-17% under sidste års niveau. Udviklingen påvirkes af mange faktorer, men vi tror de vigtigste årsager er lavprisselskabernes vækst i markedsandele, hvilket presser priserne. Så vi må konkludere, at resultatmæssigt er det ikke gået helt som forventet for branchen i Norden.”



Det skriver Thomas Lundberg, adm. direktør for det store erhvervsrejsebureau TQ3 Travel Solutions, i sin kommentar i TQ3’s nyhedsbrev.



”Juli er den mest stille måned på året hos TQ3. Men også tid til at gøre status ovenpå første halvår: I forhold til første halvår af 2003 (Irak-krig og SARS) havde de fleste nok forventet en betydelig stabilisering af markedet. En række indikatorer viser imidlertid, at det ikke er sket: Fortsat faldende gennemsnitspriser på flybilletter har tvunget SAS til at nedjustere forventningerne for året fra et “positivt nul” til et forventet tab på 500 mio. kroner,” skriver Thomas Lundberg og fortsætter:

 

”Vi opererer i vid udstrækning i et spot-marked, hvor dagsprisen afgør valg af leverandør, hvilket stiller lavprisselskaberne stærkt. Dette var den væsentligste årsag til TQ3’s beslutning om at udvikle et reservationsværktøj til internet-distribuerede produkter, der kan alt det, som de traditionelle systemer kan. Den første version af systemet blev implementeret på vores bureauer i marts og vi har, eksempelvis i Sverige, siden konstateret intet mindre end en 7-dobling af dette salg frem til udgangen af juni.”



Det omtalte system er til rådighed for TQ3’s kunder – de får adgang til det via internettet i næste måned, ”hvilket vil gøre dit liv som rejseindkøber en smule lettere,” hedder det i nyhedsbrevet fra Thomas Lundberg til TQ3’s kunder.

Skrevet af