Maersk tæver SAS fra Billund

SAS’ satsning på at få de jyske flyrejsende til at flyve ud i verden via København er slået fejl. Konkurrenten – og samarbejdspartneren frem til oktober – Maersk Air vinder markedsandele i Jylland, hvor flere og flere passagerer rejse ud i Europa og dermed resten af verden fra Billund.



I årets første fire måneder har Maersk Air haft en stigning i udenrigstrafikken i Billund på ca. 14%. I samme periode er indenrigstrafikken, der føder jyske kunder til SAS i Kastrup, faldet markant.



”De rejsende fra Jylland sparer rejsetid ved at rejse ud af Billund i stedet for at tage omvejen via København. Vi er glade for, at flere rejser med os, men det er fortsat et problem, at kunderne betaler meget mindre for billetterne end tidligere,” siger Keld Mosgaard Christensen, rutechef i Maersk Air.



SAS erkender, at selskabet har mistet markedsandele i Jylland. ”Meget tyder på, at Maersk Air har taget passagerer fra SAS ved at tilbyde meget lave priser. For os er det ikke så interessant at konkurrere på de meget billigere billetter, fordi der er udgifter ved at flyve de rejsende til København til vores rutenet. Derfor har vi ikke en stor andel af lavprismarkedet i Jylland,” siger Palle Christensen, salgsdirektør for SAS i Danmark. SAS’ egne statistikker viser, at SAS ikke har tabt transitpassagerer fra de jyske lufthavne. Palle Christensen mener derfor, at det alene er den lokale flytrafik mellem landsdelene, der er gået tilbage, mens antallet af passagerer, der rejser videre, ikke er faldet væsentligt.

Skrevet af