90 års fødselsdag

Han er still going strong på arbejdsmarkedet, hvor han nu på 11. år arbejder med læserrejser hos Albatros Travel.

 

Jens Rasmussen startede som trafikelev hos DSB og havde i 1942 debut som fungerende stationsforstander. I 1947 skiftede han til DSB Rejsebureau, og det blev til 43 år hos DSB, hvor han i mere

end 30 år ledede DSB Rejsebureau i Frederiksborggade i København. Her fik han sammen med Dansk Folke Ferie skabt vigtige forretningsaftaler med FDB, Dansk LO, en del af sportens verden, nogle af de østeuropæiske lande samt Kina. Da han i samme periode blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, var der ikke langt til tilnavnet ’Røde Ridder Ras’.

 

Efter tiden hos DSB fulgte jobs hos Star Tour, Alletiders Rejser og Profil Rejser. I dag tager han toget fra Hillerød til København tre gange om ugen for at komme på arbejde hos Albatros Travel på Vesterbro i København, og der er ikke yderligere karriereskift på tapetet.

 

Der er fødselsdagsreception torsdag den 29. marts kl. 15-17 i Albatros lokaler, Tøndergade 16, 6. sal, 1752 Kbh. V.

Skrevet af Flemming Juul