Lavpriskrig øger sparekrav

Selvom SAS venter røde tal på bundlinien i år og et forbedret resultat næste år, skal der spares 1,6 milliarder kroner, hvoraf SAS Danmark står for den største del.
Men yderligere sparekrav kan blive en realitet, hvis lavprisgiganterne Ryanair og easyJet gør alvor af de bebudede planer om at øge trafikken på Danmark. Det er der nemlig ikke taget højde for i de 1,6 milliarder kroner.
Hos SAS Danmark er direktøren, Susanne Larsen, klar til nye besparelser, hvis det bliver nødvendigt. “Konkurrencen er stadig stor, og der vil hele tiden komme nye lavprisoperatører ind. Vi skal være konkurrencedygtige, så besparelser er en løbende proces, hvor vi aldrig kan sige at være nået i mål,” siger hun.
Koncernchef Jørgen Lindegaard ser dog ikke Ryanair som en alvorlig trussel i København, hvorimod easyJet kan blive en alvorligere udfordring. Det britiske selskab satser i modsætning til sin irske konkurrent på centrale lufthavne og er allerede på København.
(Børsen 09.11.2005)

Skrevet af