Dansk harme over svensk SAS-aftale

Det danske kabinepersonale i SAS er stærkt utilfreds med de betingelser deres svenske kolleger nu tvinges til at arbejde videre under efter at parterne i Sverige sent i nat underskrev en overenskomstaftale, fortæller Borsen.dk.



“Vi må nu konstatere, at vi står helt alene, men hvis ikke andre vil tage den her kamp må vi gøre det. Vi er villige til at kæmpe til sidste blodsdråbe,” siger Verner Lundtoft Jensen til Børsens Nyhedstjeneste.



Han er formand for det danske kabinepersonale, der fredag skal i Forligsinstitutionen efter sammenbrud i de lokale danske forhandlinger.



Han henviser til, at det svenske kabinepersonale (SCCA) ikke har egen forhandlingsret, men at deres hovedorganisation HTF valgte at sluge SAS-ledelsens udspil på vegne af sine medlemmer.



Verner Lundtoft mener ikke umiddelbart, at den svenske aftale påvirker det danske forhandlingsklima. Dermed vurderer han, at risikoen for en dansk strejke fra tirsdag morgen hverken er blevet øget eller formindsket af den svenske aftale.



Efter opdelingen af SAS i nationale selskaber, forhandles overenskomster også i hvert enkelt land.



Den svenske aftale indebærer blandt andet, at stewarder og stewardesser fortsat kan få arbejdsdage på over 13 timer og 20 minutter.



“Vi håber på at nå frem til en dansk overenskomst i løbet af weekenden, men det er helt klart, at vi ikke går med til nye forringelser,” siger Verner Lundtoft Jensen.



SAS skal spare et trecifret millionbeløb på sine overenskomster.

Skrevet af