Oktober blev også en god måned for Billund Lufthavn

Billund Lufthavns fremgang i oktober kom især på udenrigsruterne, der med 139.000 passagerer havde en fremgang på 27 %.



Billunds største destinationer på udenrigsruterne var i oktober: Amsterdam, London, Oslo, Frankfurt og München.



Indenrigstrafikken så et passagertal på 12.000, en fremgang på 5 %.



Der var 82.000 charterrejsende i oktober, en tilbagegang på 5 % i forhold til sidste måned i fjor.



”Trods af den pæne fremgang i månedens passagertal gjorde Sterlings konkurs i onsdags oktober til en trist måned. Sterling var Billunds største kunde,” siger lufthavnschef Jørgen Krab Jørgensen (foto).



De seneste 12 måneder indtil 28. oktober, dagen før krakket, havde Sterling på rute- og charterflyvninger 578.000 passagerer, 23 % af det samlede passagertal.



”Charterbureauerne har været meget dygtige til med ultrakort varsel at finde erstatning for Sterling. Det betyder, at alle charterflyvninger er gennemført og også i fremtiden gennemføres med andre selskaber,” siger Jørgen Krab Jørgensen.



Sterlings udenrigsruter havde i de seneste 12 måneder 295.000 passagerer, svarende til 12 % af lufthavnens samlede passagertal.



Ved Sterlings konkurs fløj selskabet fra Billund til London, Oslo, Paris og Malaga.



De tre første destinationer er fortsat betjent fra Billund, af henholdsvis Ryanair, Cimber Air og Sun-Air.



”Der arbejdes med at få flyselskaber til at skaffe erstatning for den forsvundne kapacitet. De aktuelle forhandlinger giver grund til optimisme, men der vil under alle omstændigheder gå en tid, før der er fuld erstatning,” siger Jørgen Krab Jørgensen.

Skrevet af