Fredagsklummen – Hoteldrift, sexdrift og dobbeltmoral

Af Ejvind Olesen



DET KAN GODT være, at virkelighedens verden først nu er ved at gå op for nogle dagblades unge reportere i en serie startet af B.T med såkaldt aktiv journalistik med journalister i rollen som escortbureau-indehavere, parat til at lave sorte aftaler med de københavnske hoteller. Eller i hvert fald med receptionisterne, primært på nattevagter.



Og så ruller snebolden, inden vi overhovedet har fået nogen sne. Midt i en julefrokosttid. På den mest farisæiske måde. B.T. buldrer frem med citat af lovens paragraf 229: “Den der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt, straffes med fængsel indtil et år eller under formildende omstændigheder med bøde.”



Ja, naturligvis! Og her er det så salig J. K. Lauridsen skal ind med sit citat fra Folketinget i 1905: “Næst efter kønsdriften er det den af de menneskelige drifter, jernbanedriften, der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse.” I dag kunne han have tilføjet – “og hoteldriften”.



Om han ligefrem vil have bragt det ind i Folketinget er vel et spørgsmål, men det kan Enhedslisten sagtens finde på. Politiet er også blevet alarmeret. “Er det ikke forfærdeligt, siger den ene til den anden. og igen til den tredje. Om det er Nordisk Råd, der hidtil som sin vigtigste gerning kun har gennemført et forbud mod vilde dyr i cirkus, er det blevet mobiliseret.



“Vi vil ikke bruge den slags hoteller i fremtiden,” lyder det. Måtte vi anbefale et telt eller en campingvogn, for hotellet bliver svært at finde.



Naturligvis skal loven da overholdes, og helt selvfølgelig på receptionister ikke lave underholdsaftaler med escort-bureauer. Men ingen kan ved sin fornufts fulde brug tro, at prostitution ikke føres ind på hoteller. Mere eller mindre synligt.



TAGER HOTELDIREKTØRERNE da ikke afstand ? Jo, da, jeg ville godt se den hoteldirektør, der går ud og forsvarer systemet, eller for den sags skyld siger, at det ved de da alt om. Mange af dem har selv været elever, eller receptionister på nattevagt i studietiden og ved præcis, hvad der foregår. Og de må vel godt tage mod drikkepenge, når en gæst checker ud ved receptionen. Så vidt jeg ved, er det da ikke forbudt.



Normalt anser jeg RBF, Restaurationsbranchens Forbund, for et af de mest gammeldags betonfagforeninger, vi overhovedet har tilbage. Men, denne gang er jeg enig, når foreningen karakteriserer sagen som ensidig og dobbeltmoralsk. “Det er almindelig kendt, at der sidder prostituerede i baren på hotellerne. Det ved ledelsen udmærket godt,” siger formanden for RBF i Københavns Amt, Lone Søgaard Nielsen.



Jeg kender nogle eksempler, hvor en kendt direktør på et stort hotel i København fik moralske skrupler og nægtede pigerne at komme i baren, hvorefter omsætningen faldt katastrofalt. Hvad der derefter skete, skal den opmærksomme læser selv have lov at gætte.



JEG HAR faktisk prøvet at skrive reportage om den slags drifter på store hoteller i udlandet gennem en lang række interviews af personale og direktion, bl.a. i Sverige, Thailand og Brasilien.



I Bangkok er der mange flotte, store hoteller. Et er også meget kendt af et dansk publikum fra erhvervslivet. Her svor direktøren, at pigerne ikke ville få adgang. Hvad så med meget kendte stamgæster fra erhvervsliv og popbranchen i de meget dyre og meget store suiter ?

“Jo, så vendte man blikket den anden vej,” indrømmede flere ansatte (men uden for referat).”



I Pattaya, hvor der nok foregår et og andet, havde pigerne adgang mod at blive registreret ved skranken og være ude inden næste morgen kl. 8. “Jeg vil ikke have piger med stærk sminke og i lange kjoler i morgenmads- restauranten sammen med familierne,” sagde den kendte direktør.



I Rio bliver pigerne også registreret. Mere af hensyn til de mandlige gæsterne. Deres tegnebøger og andre værdigenstande er nemlig ofte væk sammen med pigen næste morgen.



HORESTA HAR som hotellers arbejdsgiverforening følt sig kaldet til at udsende en slags vejledning i en vanskelig sag Her truer det med at gå helt galt, når man på den ene side skal fordømme og samtidig kender til virkeligheden.



Hør blot denne anvisning “Derimod vil en generel fremvisning af en liste over mulige escortbureauer, henvisning til avisers særlige annoncesider (tak fra Ekstra Bladet og øv fra B.T.) være lovlig gæsteservice.”



Ak, ja den jernbanedrift med forsinkede tog. Hvad skal vi dog med de andre drifter!


Skrevet af