British Airways vil have Alitalia ned med nakken

Alitalia kæmper for at få aftaler på plads med sine fagforeninger: dermed kan en truende konkurs undgås, massefyringer iværksættes – og det delvis statsejede flyselskab kan atter få en indsprøjtning offentlige midler.



Men hvis det står til Rod Eddington, British Airways’ koncernchef, skal Alitalia ikke have en daddel mere end de allerede har fået. Eddington har netop skrevet til den engelske trafikminister for at bede ham overbevise EU om, at der skal siges nej til en redningspakke som omfatter ny statsstøtte til Alitalia.



Alitalias bestyrelse skal godkende en 4-årig redningsplan for at få fingrene i de 400 millioner Euro – cirka tre milliarder kroner – efter fagforeningerne er gået med til at fyre cirka hver fjerde ansatte i flyselskabet.



Ifølge Financial Times skriver Eddington, at italienernes plan for at ”omstrukturere” Alitalia blot er en omgåelse af gældende regler omkring statsstøtte. Efter planen skal den flyvende del af Alitalia skilles ud under navnet AZ Fly, mens øvrige services, f.eks. check-in, kommer under et andet selskab, AZ Service. Ifølge BA-chefen læsses noget af Alitalias milliardgæld bare over i andre statskontrollerede italienske firmaer, hvorved Alitalia skønsmæssigt kan hæve 1,6 milliarder Euro i ny statsstøtte.



LAVPRISSELSKABER SER GERNE ALITALIA KONKURS

Sammenslutningen af europæiske lavprisselskaber, ELFAA, sagde i august, at det vil gavne Italiens økonomi, hvis Alitalia fik lov at dø.



I henvendelsen fra ELFAA (The European Low Fares Airlines Association) til EU’s konkurrencekommissær, blev EU kritiseret for at godkende lånet fra Alitalias ejer, den italienske stat, på de 400 mio. Euro. I følge godkendelsen skal Alitalia tilbagebetale lånet indenfor et år, men det har selskabet ikke en kinamands chance for, mener ELFAA.



Alitalia med 22.000 ansatte har i følge ELFAA haft underskud i 11 af de seneste 12 år – i fjor var underskuddet en halv milliard Euro.



“Dette statslån forvrider konkurrencen på flyruterne til og fra Italien. Den italienske økonomi vil blive styrket, hvis Alitalia kom ud af markedet og dermed muliggjorde konkurrence fra mere effektive operatører,” hedder det bl.a. fra ELFAA, som f.eks. tæller Ryanair, Air Berlin og Sterling.



EU vil godkende lånet bl.a. under forudsætning af, at Alitalia senest indenfor et halvt år er klar med enten en plan for en troværdig omstrukturering – eller afvikling!

Skrevet af