Kommentaren

Naturligvis har SAS-ledelsen følt sig på sikker grund. De havde tekniske eksperters ord for, at der ikke igen skulle blive problemer med Dash-flyene. Efter nødlandingen i Ålborg og problemerne i Lithauen, teknisk gennemgang og diverse løfter foretog SAS en tur til Hamborg med Dash-fly. Denne gang med selskabets danske direktør ombord. Dermed skulle selskabets egen tillid til flyenes sikkerhed være understreget. Men forleden var der så problemer med en dør og i weekenden skete det unævnelige. Endnu engang foldede landingshjulene sig ikke ud. Passagerer var vidne til en sikkerhedslanding og et opbud af slukningskøretøjer og ambulancer.



Nu kan SAS være glade for at have sit flotte image. Andre selskaber med mere eksotisk forankring ville givet være forretningsmæssigt vingeskudt ved at have gennemgået de seneste måneders berettigede kølhaling i medierne. Men med pressechef Jens Langergaard har selskabet en uforlignelig talsmand, der med sin sindige udstråling er selve indbegrebet af troværdighed.

Men nu har SAS-ledelsen omsider definitivt strukket våben og trukket de omstridte Dash ud af flyplanen. Der bliver de formentlig indtil SAS får løst de logistiske problemer, der følger med den beslutning. Passagerer og andre kunder må acceptere den nødplan, der flyves efter og de praktiske problemer, det måtte give den enkelte rejsende.



Når man tænker på, hvad de stakkels passagerer lader sig udsætte for på grund af mere eller mindre fiktive sikkerhedsproblemer, må man med et smil om læben kunne acceptere, at SAS nu definitivt har trukket i nødbremsen og erkendt, at man ikke kan sende hverken sine gæster eller sine ansatte i luften med defekte landingshjul! Den drastiske konsekvens burde SAS måske – set i bakspejlet – have truffet for længst. Uanset at selskabets tekniske rådgivere mente noget andet.



Bagklogskab er en fremtrædende egenskab hos mange mennesker – sikkert også blandt SAS-konkurrenter og mediefolk. Derfor vil der komme mange mere eller mindre velmente betragtninger over, hvad SAS burde have gjort tidligere.

Det eneste vi alle skal huske på er, at en direktion i en stor virksomhed kun kan lytte til de indsigtsfulde myndigheder og tekniske eksperter. Stempler de grønt ville det være mærkeligt at konkludere rødt.

Og så glæde os over, at den ultimative katastrofe i dette forløb udeblev. Det kunne være gået langt værre med tab af menneskeliv til følge. Det skete til alt held ikke, selv om det et par gange var tæt på, og de flyrejsende fik en virkelig traumatisk oplevelse, når de fløj i det danske luftrum og ikke kunne lande, fordi teknikken ikke virkede.

Skrevet af