Krig og SARS påvirker ikke danskernes valg af rejsemål

Krigen i Irak og lungesygdommen SARS har kun fået relativt få danskere til at ændre ferieplaner. 7% udskifter feriemålet pga. usikkerhed og terrorfrygt i forbindelse med krigen i Irak, mens SARS har fået 3% til at lave om på deres ferieplaner. Knap 60% har ikke ændret ferieplaner af frygt for krig og SARS. Og hver tredje dansker har endnu ikke planlagt feriemål senere i år.



Det viser en undersøgelse, som Danmarks Turistråd har fået udført af analysebureauet GfK. Undersøgelsen er lavet i begyndelsen af april, men først offentliggjort op til påske, altså mere end 10 dage efter svarene var afgivet og mens den militære kampagne i Irak stadig var i gang – og SARS ikke så omtalt og udbredt som i øjeblikket.

Et repræsentativt udsnit af befolkningen på 1.281 danskere over 15 år medvirkede i GfK’s undersøgelse.



Når seks ud af ti danskere ikke ændrer feriemål, skyldes det i følge undersøgelsen primært, at de ikke har planlagt ferie i risiko-områderne – det angiver 78% af de adspurgte som grund.



De få, der har besluttet sig for at ændre ferie pga. den nu afsluttede krig i Irak og den deraf mulige terrorrisiko, vil for 47%’s vedkommende holde ferie i Danmark i stedet for udlandet. Andre 47% af de, der vil ændre rejsemål, vil fortsat holde ferie i udlandet, men på et mere ”sikkert” udenlandsk feriested.



”Undersøgelsen viser, at danskerne ikke så let lader sig skræmme,” siger Lars Sandahl Sørensen, den afgående adm. direktør i Danmarks Turistråd.



Hvad angår SARS, forbinder danskerne primært sygdommen med smitteområderne i Hong Kong og Sydkina, selvom sygdommen har spredt sig til en række lande i og udenfor Asien.



”MELLEMØSTEN ER FARLIGST”




Undersøgelsen viser også, at danskerne anser Mellemøsten for farligst. 88% finder regionen enten ”temmelig usikker” eller ”meget usikker”. Derefter følger Nordafrika med 60%, Sydøstasien med 52% og USA med 41%, mens kun 8% finder de populære sydeuropæiske feriemål “meget usikre” eller “temmelig usikkert”. Et populært feriemål som Tyrkiet anser 57% af de adspurgte danskere som ”meget” eller ”temmelig usikkert.” Ingen angiver hverken Danmark eller det øvrige Norden som ”usikkert”.

Skrevet af