WHO advarer mod rejser til Beijing og Toronto

FN’s Verdenssundhedsorganisation, WHO, anbefaler nu at undlade rejser til Beijing, provinsen Shanxi i Kina samt Toronto i Canada pga. faren for at udbrede den i værste fald dødelige lungesygdom SARS.



Anbefalingen gælder i tre uger, det dobbelte af sygdommens inkubationstid. 4. april blev rejsende advaret af WHO mod at tage til Hong Kong og den sydlige kinesiske provins Guangdong, hvor SARS menes at have bredt sig fra først. Toronto i Canada er formentlig blevet ramt, fordi Canadas største by også er hjemsted for den største Chinatown udenfor Asien.



Air Canada planlægger sidst i maj at genåbne ruten mellem København og Toronto. Star Alliance-selskabets salgsdirektør for Norden, Mical Ambæk, havde i aftes ingen meldinger fra Air Canadas ledelse om, at ruten ikke åbner som planlagt.




Air Canada flyver i forvejen fra London direkte til canadiske byer som Calgary, Halifax, Montreal, Ottawa, St. Johns og Vancouver.



SARS har hidtil kostet over 250 mennesker livet, de fleste i Kina. Canada har registreret 306 formodede SARS-smittede, og heraf er 14 døde. Folk smittet med SARS-virus har en dødelighed på 4-6%.



FINNAIR SKÆRER NED PÅ BEIJING




Finnair standser midlertidigt et antal flyvninger til den kinesiske hovedstad, Beijing, pga. faldende efterspørgsel som følge af SARS-epidemien. Foreløbig er syv flyvninger aflyst i maj, de bookede passagerer tilbydes andre Finnair-afgange. I juni har Finnair tre ugentlige flyvninger mellem Helsingfors og Beijing, til juli bliver der fire. Finnair forventer at genoptage flyvningerne til Beijing i normalt omfang fra august.

Skrevet af