Dagens krak i rejsebranchen

Gislinge Turistfart ApS (med binavnene Birkekær Rejser, Dragsholm Minibusser, Jørgens Rute- og Turistbusser og Tuse Næs Busserne) i nordvestsjællandske Fårevejle, bekræftede i går en forespørgsel fra Rejsegarantifonden om at selskabet har indstillet driften og indgive sin egen konkursbegæring.



Skifteretten i Holbæk afsagde i onsdags konkursdekret over selskabet. Advokat Finn Machenhauer i Asnæs er kurator i boet.



Gislinge Turistfart solgte fortrinsvis busrejser til destinationer i Europa, men har ingen på rejse i øjeblikket.

Men 143 kunder skulle have været af sted i næste måned. De kunder som har købt en pakkerejse, altså f.eks. bus og hotel, får pengene retur fra Rejsegarantifonden.



Rejsebrancheanalytiker Ole Egholm siger til Take Off, at Gislinge Turistfart med udgangen af marts i år havde 27 ansatte, et underskud på 323.000 kr., men stadig en positiv egenkapital på lige under en million kr.



”Set udefra synes jeg ikke de så alt for konkurstruet ud. Der var pr. 31. marts ingen forbehold fra revisor, udover en supplerende oplysning om, at ejeren, Marianne Susanne Kovdal Kristoffersen, havde lånt penge af virksomheden (67.000 kr.), hvilket er i strid med anpartsselskabslovgivning,” siger Ole Egholm.

Skrevet af