Pæn stigning til SAS-aktie efter positive julital

Når gennemsnitsbelægning på ruterne hos SAS Danmark i juli steg med 8,2 procent, mens antallet af passagerer faldt med tre procent, så er det tegn på, at produktionen er ved at blive tilpasset markedet. Derfor var adm. direktør Susanne Larsen, SAS Danmark, også ganske godt tilfreds med juli- resultatet.



Bedst klarede den interkontinentale trafik sig sammen med Europa, mens SAS fortsat er voldsomt presset på de skandinaviske linier. Den interkontinentale trafik gik frem med 3,2 procent flere passagerer og en belægningsprocent på 85,3, hvilket er så højt, at mange fly reelt er udsolgte.



De må de også være, når der er en fremgang på ruterne til Asien på 37 procent uden, at der er sat ekstra fly ind. Europatrafikken, som er en givtig sag for SAS kunne notere en fremgang i passagerer i juli på 14,9 procent og en stigning i belægningen på godt fire procent.



I Sverige fortsætter fremgangen med 4,5 procent flere passagerer og en belægning 13,6 procent bedre end i fjor.



Helt afgørende er, at yielden, gennemsnitsindtægten godt hjulpet af ekstra tillæg for brændstof, er steget 3,7 procent i juni og ser ud til at holde kursen i juli. Det komme vi snart til at høre mere om, når halvårsregnskabet i næste uge offentliggøres.



Aktionærerne var glade. I Danmark steg aktien med 2,83 procent, i Sverige med tre procent og i Norge med fire procent.

Skrevet af