Icelandair slog SAS på statens rejser til New York

På årets næstsidste dag faldt aftalerne om broderparten af statens rejser de næste to år på plads med otte flyselskaber. I alt 22 ruter blev fordelt, og her skal staten købe sine rejser, for her mener forhandlerne fra Økonomistyrelsen at have opnået de bedste priser, og med selskaber, som har taget de fornødne miljøhensyn.



Denne gang har SAS – i modsætning til den gamle aftale med SKI – sikret sig hovedparten af kagen. Et pænt stykke over halvdelen. Blandt andet fordi bonusrabatter accepteres fra SAS og partnere i Star Alliance.



Det er ikke mærkeligt, at SAS har fået indenrigsruterne til Århus og Aalborg. Heller ikke, at SAS får Beijing, Delhi og Washington. Nok så mærkeligt, at SAS ikke får den direkte rute mellem København og New York, men her er løbet indenom af Icelandair, hvor der i sagens natur skal skiftes i Keflavik Lufthavn, samt at Finnair får ruten fra København til Bangkok via Helsingfors, når SAS og partneren Thai stort set flyver dagligt direkte.

Man kan heraf kun udlede, at Finnair alligevel har været billigst. Den meget brugte linie til EU-hovedkvarteret i Bruxelles skal deles mellem SAS og Brussels Airlines.



De otte flyselskaber, der er med denne gang er: SAS og partnere, Air Baltic, Air Berlin, Brussel Airlines, Estonia Airlines, Finnair, Icelandair og Air France/KLM.

-ejv


Skrevet af