Fra 30. oktober i år til 26. marts næste år skal fly og besætninger fra amerikanske United Airlines betjene SAS’ daglige rute mellem Københavns Lufthavn og Dulles-lufthavnen udenfor Washington DC. SAS har endnu ikke afgjort, om SAS vil have skandinavisktalende personale ombord. Ruten flyves med Boeing 767-300 der ikke har de samme tre klasser, SAS bruger.
Oplysningen kom onsdag, da vicedirektør for SAS Danmark, Jens Wittrup Willumsen, var gæstetaler på den amerikanske ambassade i København ved søsætningen af den danske See America-komite – hjemmeside: AmCham.dk/seeAmerica.
En meget ligefrem Wittrup Willumsen sagde også, at SAS aldrig har haft overskud på sine ruter til Nordamerika; SAS betjener fra København foruden Washington DC også New York, Chicago og Seattle – samt fra Stockholm New York og Chicago. De to USA-ruter fra Stockholm skal alligevel have daglig betjening under vinterprogrammet, derfor har SAS ikke materiel til at flyve på Washington DC.
Men er der ikke overskud på USA-ruterne, er der til gengæld masser af passagerer – 29% flere end samme tid i fjor, sagde Jens Wittrup Willumsen. Han sagde også, at modellen med at lade United-fly og -besætning flyve for sig kan bruges på kommende SAS-destinationer i USA. SAS har bl.a. set på Atlanta, Dallas og Miami samt canadiske Toronto – men SAS’ næste nordamerikanske destination bliver San Francisco, måske allerede til foråret.
SAS ville have åbnet på SFO i maj 2002 – men så brast IT-boblen, San Francisco er tæt på Silicon Valley, ligesom 11. september 2001 reducerede efterspørgslen på USA.
Da SAS i maj 2001 åbnede mellem Københavns Lufthavn og Washington DC skete det over stok og sten, for at komme før netop United som havde meddelt, at de ville åbne ruten, hvis SAS ikke gjorde det. SAS måtte midlertidigt indleje et Airbus-fly fra British Midland for at komme i gang med ruten.
Tagget med: Dulles Københavns Lufthavn SAS United