Fredagsklummen: Staten rækker hånden ud mod SAS

Af Ejvind Olesen



HVER GANG jeg drister mig til at mene, at det er godt de tre skandinaviske regeringer holder hånden under SAS, vælter det ind med mail, der er af den modsatte opfattelse.



Et statsligt ejerskab på vel omkring 38-40 procent (dansk andel 14,1 procent) giver falsk tryghed, mener de. Derfor kan fagforeningerne spille ud med det ene forslag efter det andet, som kun går ud på at holde samtlige deres medlemmer beskæftiget.



Det er klart, at det var en kold dukkert med oplysningen om Spanair’s manglende salg -selv om den var ventet. På den anden side set bliver Spanair nu skåret til, og den kur de ansatte der skal igennem, skal nok komme til at slå SAS med mange længder. Der vil blive sat stribevis af gamle fly på jorden og afskediget i samme tal, som vi for tiden ser i amerikanske selskaber.



SKEPTIKERNE kan vel have ret derhen, at fagforeningerne næppe frivilligt går med til fyringer i egne rækker, men sikkert nok hos de andre. Til gengæld vil de gerne yde mere og dermed øge en produktion, som der måske ikke i øjeblikket er brug for. Med mindre man da tror på et udvidet marked med behov for flere flybilletter.



I Børsen i dag bekræfter afdelingschef Peter Brixen, at man vil se på det, hvis der skulle komme en henvendelse om en fortegningsrets- emission. Nu er det jo i sig selv ikke et tilsagn, men SAS har for tiden heller ikke planer om noget sådan.



Jeg vil fortsat mene, det er godt med et fælles statsejerskab mellem de tre skandinaviske lande. Vi har simpelthen ikke andre gode eksempler, og det har klart været til dansk fordel.



Vi har storlufthavn i Kastrup og vi har langt flere jobs end den danske andel egentlig berettiger til.



Hvad mener du? Burde de skandinaviske regeringer droppe ejerdelen af SAS?


Skrevet af