Mens turisterne strømmer til, bruger den danske hotelbranche store summer på at forbedre forholdene for gæsterne med bl.a. nye cafeer, renoveringer af værelser og spa-afdelinger.
Alene i 2007 er der investeret mindst to mia. kr. i om- og udbygninger i hotelbranchen, hvilket svarer til 15-20 pct. af den samlede hotelomsætning i Danmark. Det viser en analyse fra hotellernes brancheorganisation, Horesta.
Ifølge analysen har hvert andet hotel gennemført eller er i gang med at gennemføre renoveringer eller udvidelser af hotellet i 2007. Horesta-direktør Lone Njor Hult vurderer, at investeringerne giver branchen endnu bedre muligheder i fremtiden.
”Kvaliteten er blevet markant bedre, og det betyder meget for hele branchen. Dermed kan vi tiltrække og fastholde flere turister – også dem, som gerne vil betale for en høj kvalitet,” siger Horesta-direktøren, som påpeger, at udviklingen vil fortsætte i de kommende år.
Sidste år steg antallet af overnatninger i Danmark med 15,6 pct. i forhold til 2000, og det er en udvikling, der ser ud til at fortsætte, vurderer hotelrådgiver Ole Andersen, O.A. Consult & Partners.
”Vi forventer en vækst på mellem 5 og 10 pct. i hotelbranchen i de kommende år. Det skyldes bl.a., at rejseaktiviteten fra specielt østblok-landene er vokset enormt. Særligt russerne rejser meget, og kineserne er også begyndt at røre på sig. Det giver øget aktivitet, også i Danmark, som i de senere år også har markeret sig som et kraftcenter,” siger Ole Andersen.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 3. december, 2007)