Ny SAS-chef dropper cockpittet









Det var en travl dag i SAS-kvarteret i København i går. Den nye ledergruppe havde møde med ledelsen fra Stockholm med flyselskabets adm. direktør John Dueholm i spidsen. Det skal ske hver uge – normalt i Stockholm – men i går var det i København.



Forinden var der dialogmøde i kantinen, hvor John Dueholm fra morgenstunden, over for det fremmødte personale, redegjorde for planerne i grove træk.



Det var samtidig Flemming Jensens debut som nyudnævnt chef for SAS Danmark, COO (Chief Operating Officer). Han har lagt kaptajnskasketten og deponeret sit flycertifikat.



“Jeg vil ikke gøre noget halvt, ” siger han til Take Off. “Nu gælder det om at få den ny organisation bygget op. Det hele skal være på plads inden 1. april, og vi må jo desværre også sige farvel til en række medarbejdere, og ikke blot blandt menige medarbejdere. Det kommer til at ske i alle grupper og niveauer, men vi skal gøre det på en sober måde, som det altid har været tilfælde i SAS, når vi har været trængt. “



“Hvornår ved vi, hvilke ruter, der skal lukke fra København?”



“Råudkastet forventer jeg i dag. Derefter skal vi bruge en uges tid til at finpudse, logistik og konsekvenser. Derefter skulle planen være klar. Det meste skal jo iværksættes fra sommerfartplanen 29. marts – og ret hurtigt lægges ind i reserveringssystemerne.”



Indtil Flemming Jensen blev håndplukket til lederjobbet var han basechef for piloterne i København og fløj ind imellem som kaptajn på MD 80’er flyene.



-ejv


Skrevet af