Dansk opbakning til nedskæringer i SAS Danmark


Det danske medlem af SAS-bestyrelsen, Fritz Schur, støtter den hårde udmelding fra koncernchef Mats Jansson om at flytte arbejde fra SAS Danmark til SAS Sverige og SAS Norge som konsekvens af de mange strejker blandt kabinepersonalet.
”Det er klart, at fortsætter strejkerne, så er der klar enighed i ledelsen om, at udflytningen fra Kastrup fortsætter. Det er ikke et spørgsmål om, hvad SAS’ koncernchef og bestyrelsen mener – vi kan ikke forsvare andet over for kunderne,” siger Fritz Schur.

Det danske bestyrelsesmedlem finder den nuværende situation helt uacceptabel: ”Og hvis det ikke stopper i Danmark, er jeg helt sikker på, at koncernledelsen og bestyrelsen i SAS vil fortsætte med at finde andre måder at løse tingene på. Den nuværende situation er helt uacceptabel for en servicevirksomhed. Vores imagetab og ulempen for vores kunder er langt alvorligere end det direkte økonomiske tab på en sådan strejke,” mener Schur.   

Fritz Schur bakker således op om Mats Janssons hårde kritik af det strejkende kabinepersonale. Jansson har tidligere udmeldt, at kabinefolket havde misforstået deres opgave i SAS, og at han aldrig havde set noget lignende. Schur er ked af situationen. ”Det er beklageligt, og jeg synes, at det er noget rigtig skidt. Men vi kan simpelthen ikke forsvare andet over for passagererne. Jeg skammer mig direkte over de danske strejker,” siger Schur.

 (Børsen, d. 10. maj 2007)

Skrevet af