VisitDenmark har foretaget en internetundersøgelse, der stiller spørgsmål til danske og tyske feriegæsters forventninger til Danmark som ferieland. Holdningen er helt klar: Man forventer god service.
”Vi kan ikke konkurrere på pris, da vi er et dyrt land at holde ferie i. Og vi kan ikke sætte vores lid til vejret. Derfor er vi nødt til at flytte fokus over på andre områder, og nogle af dem er service og værtskab. Vi tror, det er disse faktorer Danmark skal leve af rent turistmæssigt,” understreger Dorte Kiilerich, adm. direktør i VisitDenmark. ”Service tæller langt mere, end de fleste forestiller sig,” understreger hun.
Ifølge undersøgelsen forventer 61 pct. en god service, mens 17 pct. forventer meget høj service, men for 81 pct. af tyskerne og 73 pct. af danskerne er det ikke afgørende for, om de vælger Danmark som feriedestination. Tallene overrasker ikke Dorte Kiilerich.
”Udenlandske turister kommer til Danmark, fordi de kan lide den danske mentalitet, vores ligefremhed og uhøjtidelighed. Det skal vi dyrke. I den forbindelse er holdninger og adfærd vigtige parametre. Hvis gæsterne føler sig godt tilpas og velkomne, forbruger de også flere penge,” forklarer hun.
VisitDenmark har længe haft det som mål at forbedre det danske serviceniveau. I branchen har man etableret uddannelsen ”danske værter”, der først og fremmest skal lære turistindustrien og allerhelst alle danskere at blive gode værter.
”Det danske værtskab går videre end blot god service. Service er noget, man giver. Et værtskab påtager man sig. Man skal sætte sig i turistens sted og sikre, at de får den bedste oplevelse af Danmark. Kort sagt; behandle dem ordentligt.”
Det er især tyskerne, der de seneste 10 år har svigtet Danmark. Et stigende antal andre udenlandske besøgende turister har ikke har kunnet opveje faldet i tyske besøgende.
”De tyske børnefamilier har primært været den målgruppe, den danske turistbranche har satset på og været et fantastisk grundlag for dansk turisme, men tyskerne har ændret adfærd,” siger Dorte Kiilerich og nævner, at der i dag er færre børnefamilier i Tyskland end i midten af 1990’erne. Derudover opholder tyskerne sig kortere tid i det danske sommerland end for blot 10 år siden, hvor antallet af feriedage i gennemsnit lå på 14 dage. I dag er det nede på 11 dage.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 26. juli, 2007)

STANDBY.DK Nyt om rejser

