På SAS’ grønne hjemmeside kan man beregne og betale kompensation for det CO2-udslip, som en flyrejse belaster miljøet med, men de fleste kunder har så svært ved at finde frem til flyselskabets grønne hjemmeside, at de fleste aldrig når dertil. Færre end én ud af hver 20.000 kunder har benyttet sig af hjemmesiden.
”Vi har ikke fået vores budskab ud til kunderne, og vi har ikke været gode nok til at gøre det let at betale CO2-kompensation. Resultatet er langt fra det, vi havde forestillet os,” siger SAS-miljøchef Martin Porsgaard. Ifølge miljøchefen vil det skabe langt større miljøinteresse hos kunderne, hvis man blot kunne sætte kryds ud for ”Betal CO2-kompensation”, når man køber flybilleter på nettet.
SAS har dog ikke ofret de nødvendige ressourcer på projektet.
”Vi har ikke it-mæssigt haft mulighed for at skyde så mange udviklingspenge i det, som det ville kræve at få systemet til at fungere optimalt,” forklarer Martin Porsgaard.
SAS-koncernen overvejer nu, hvordan man kan udvikle en mere effektiv CO2-strategi, og Martin Porsgaard forventer at der er en ny plan parat inden udgangen af året.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 17. august, 2007)

STANDBY.DK Nyt om rejser

