SAS skal genopbygge sit image

I den hårde konkurrence mellem flyselskaberne har SAS lidt et hårdt tilbageslag som følge af problemerne med Dash 8 Q400-flyene.

I den kommende tid vil SAS-varemærket være uløseligt forbundet med tv-optagelserne af kæntrende fly, og det kan skade SAS i kampen om kunderne, mener luftfartsekspert David Kaminski-Morrow, stedfortrædende redaktør på det internationale magasin Air Transport International.
”Flyselskaber ønsker, at passagererne tager sikkerheden for givet. Passagererne bør ikke sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden men skal i stedet fokusere på service, kvaliteten af maden og størrelsen på flysæder. Det er en meget ufavorabel position at skulle til at overbevise passagererne om, at det er sikkert at flyve,” siger han.

David Kaminski-Morrow er tilbøjelig til at give flyproducenten Bombardier ret i, at SAS’ beslutning om at droppe Dash-flyene er forhastet.
Det er min holdning, at Dash 8 Q400 er et sikkert fly, som jeg ikke er bekymret for at flyve med. Men passagerne tænker ikke nødvendigvis rationelt; de forbinder billederne af de forulykkede fly med SAS, og derfor er det afgørende for SAS at få det billede manet i jorden hurtigst muligt,” siger han.

Ifølge David Kaminski-Morrow er flyselskaber gået konkurs efter havarier; simpelthen fordi passagerne har valgt de pågældende selskaber fra efter en ulykke. Derfor er mange flyselskaber på pletten med en spraydåse for at male logoet over i det øjeblik, et havari indtræffer, forklarer han.
”At SAS har tre havarier er bemærkelsesværdigt. Ikke kun fordi de finder sted så tæt på hinanden i tid. Men også fordi de har fået så massiv mediedækning. Tv-kameraerne var på pletten, allerede før flyene havarerede. Kort efter røg billederne på internettet, så havarierne kunne ses igen og igen. Det har gjort forløbet meget anderledes, end hvis havarierne var sket i en fjern afkrog af verden, hvor der ikke var en tilsvarende mediedækning,” mener han.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 30. oktober, 2007)

Skrevet af